Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


April 2006


Globalisering uden kulturområdet


Hele 333 initiativer vil regeringen tage for at udmønte globaliseringstrategien. Kulturministeriet spiller ingen rolle i globaliseringsplanerne.

Regeringens globaliseringsoplæg Fremgang, fornyelse og tryghed indeholder 333 konkrete initiativer, der skal sættes i værk for at styrke Danmarks muligheder i en ny, globaliseret virkelighed. Som gengivet i medierne er de fleste initiativer koncentreret om uddannelse og forskning. Men der er også en lang række initiativer samlet under overskriften "stærkt samspil med andre lande og kulturer". Det er påfaldende, at denne overskrift ikke angiver et eneste initiativ indenfor Kulturministeriets ressort. Man kunne ellers foranlediges at tro, at stikord som samspil og kulturer fængede indenfor kultursektoren.

De kunstneriske uddannelser er ikke direkte nævnt i oplægget. Men man må gå ud fra, at ledelser på Kulturministeriets uddannelser allerede er langt fremme med ambitiøse planer for at leve op til globaliseringsstrategiens generelle uddannelseskrav: uddannelserne skal have et globalt perspektiv, relevant udbud af kurser eller fag på engelsk, undervisernes sproglige kompetencer skal forbedres og målsætninger for antallet af studerende, der sendes på studieophold i udlandet. Målet er at de korte og mellemlange uddannelser skal måle sig med de bedste i verden.

Der er grund til at forvente en hvidbog fra Kulturministeriet om hvorledes kunstakademierne, musikkonservatorierne, skuespillerskolerne, arkitektskolerne, designskolerne, biblioteksskolerne og øvrige kunstneriske uddannelser kommer i verdenseliten.

Samspil i eksportperspektiv

Regeringsoplægets målsætninger under kapiteloverskriften "stærkt samspil med andre lande og kulturer" har først og fremmest et erhvervsperspektiv. Der angives tre mål:
  • varetagelse af danske interesser i udlandet
  • danskere skal have "god indsigt" i fremmede kulturer
  • udlandet skal have "kvalificeret viden" om Danmark
Kun det ene af de tre mål er rettet mod Danmark, de to andre har eksportperspektiv. Det er påfaldende, at udlandet skal have "kvalificeret viden" om Danmark, hvorimod danskere blot skal have "god indsigt" (men altså ikke egentlig viden) om fremmede kulturer.

Denne gode indsigt skal erhverves gennem etablering af et videncenter om Mellemøsten og den muslimske verden. Men derudover intet.

Nationalistisk kulturbegreb

Derved fastholder Kulturministeriet det nationalistiske kulturbegreb, man så tydeligt har promoveret gennem markante initiativer som kulturkanon, dansk sprogpolitik, styrkelse af (den nationale) kulturarv, HC Andersen-år, sikring af at DR spiller dansk musik og viser dansk drama. Dertil kommer en række eksportinitiativer, dels formuleret under begrebet "oplevelsesøkonomi", dels markeret gennem eksempelvis øget offentlig indsats med henblik på musik- og filmeksport. Alt sammen symboler, der bruges til at fortælle, at vi er et folk med en fælles historie og en fælles fremtid. Vi er måske en truet nation, men historien fortæller os, at vi overlever. De indre modsætninger glattes ud og mangfoldigheden bliver svær at få øje på.

Rigtig mange unge danske kunstnere vælger at virke fra andre europæiske lande, hvor de føler større forståelse for deres kunstneriske valg. Mange danske kunstnere vælger at publicere på engelsk med tanke på et globalt publikum. Og mange kunstnere finder samarbejdspartnere på tværs af landegrænserne. De bliver vanskelige at definere som danske. Disse kunstnere falder nemt udenfor støttekategorierne.

Det pudsige er, at resultatet af det sidste tiårs globalisering og de sidste 30 års indvandrerdebat er, at vi i dag føler os langt mere danske og fælles end vi gjorde tidligere. Med indvandringen har vi fået en genoplivet dansk enhedskultur.

Læs også:
Global kulturpolitik: ligeværd, mangfoldighed og nysgerrighed


Søndag Aften 04/2006

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.